TDC ejer en række teleselskaber og bredbåndsudbydere, som opererer på det danske marked. De har bygget det op under et selvstændigt brand, Nuuday, som i 2019 blev juridisk separeret fra moderselskabet TDC Group. Datterselskabet Nuuday drives altså ud fra en individuel strategi, og det er altså her vi finder teleselskaberne og bredbåndsudbyderne som hører under TDC’s vinger.

    I denne artikel kaster vi lys over alle de TDC-ejede udbydere, så du får et bedre indblik i deres brands. Læs også: Internetudbydere og teleselskaber – hvem ejer hvem?

    Liste med TDC-ejede teleselskaber

    TDC-ejet teleselskabProdukter
    YouSeeMobiltelefoni, bredbånd, TV og streaming
    TDC ErhvervMobiltelefoni og bredbånd til erhverv
    TelmoreMobiltelefoni og bredbånd
    HiperBredbånd
    RelatelMobiltelefoni og bredbånd til erhverv
    EesyMobiltelefoni

    YouSee

    YouSee er nok det største brand i TDC-koncernen. Den kombinerede internetudbyder, teleselskab og TV-udbyder ejer og driver infrastruktur over hele landet, og tilbyder desuden en lang række abonnementer på egen og andres infrastruktur.

    Det er næsten ligegyldigt hvor i landet du bor, da du hos YouSee har mulighed for at vælge mellem en masse forskellige abonnementer og produkter der alle kan leveres via forskellige ledninger – eller mobile netværk.

    Herudover har YouSee også aftaler med en lang række lokale antenneforeninger landet over, hvilket betyder at YouSee sørger for driften af lokale netværk samt levering af produkter hertil.

    TDC Erhverv

    TDC Erhverv har overtaget hoveddomænet, TDC.dk, og bryster sig altså af at være landets nok største udbyder af løsninger til erhvervslivet. Løsningerne tæller alt fra telefoni til internet, men også WiFi-løsninger og sikkerhed.

    Driver du en bestemt type virksomhed, er det således meget sandsynligt at TDC Erhverv er leveringsdygtig i alle former for IT- og telefoni-relaterede løsninger.

    Telmore

    Telmore var en af de første teleselskaber, der kort efter årtusindskiftet blev stiftet som et rendyrket onlinebaseret selskab. Der var altså ingen butikker hvor man kunne få personlig ekspedition, og konceptet var anderledes simpelt end man kendte det fra andre udbydere: Du tankede simpelthen blot taletid løbende, og taksterne var i den billige ende.

    Telmore var i starten et selvstændigt teleselskab, men blev altså solgt til TDC tilbage i 2004 i en handel til 299 millioner kroner.

    I dag er Telmore mere end blot billig mobiltelefoni. Der tilbydes nemlig også mobilt bredbånd og underholdning, samt pakketilbud som inkluderer flere tjenester i ét abonnement.

    Hiper

    Hiper var en af de første større internetudbydere, der blev stiftet med formålet at konkurrere på TDC’s eksisterende COAX-infrastruktur. De voksede sig hurtigt store, og udvidede gradvist deres udvalg af produkter indtil TDC opkøbte selskabet i 2018. Siden er Hiper dog fortsat som en selvstændig udbyder af hurtigt bredbånd, og udvider fortsat dækningen til flere dele af landet. Her er det især fokus på fiberbredbånd, der sikrer at Hiper fortsat kan levere internetforbindelser til flere adresser landet over.

    Relatel

    Relatel tilbyder telefoni til erhverv, men er i modsætning til TDC Erhverv et rendyrket teleselskab som specialiserer sig i et mindre udvalg af løsninger til små virksomheder. Relatel er en nyere virksomhed, der blev stiftet tilbage i november 2019, da Fullrate Pro og Firmafon blev lagt sammen i et fælles brand.

    Hos Relativ kan du oprette abonnementer på omstilling, mobiltelefoni og mobilt bredbånd.

    Eesy

    Eesy er et nyt lavprisselskab, der blev stiftet i midten af 2020. Selskabet er formentlig stiftet som et modsvar på et stigende antal billige mobilselskaber, der tilbyder stadigt billigere mobilabonnementer med mere tale og data inkluderet i abonnementerne.

    Hos Eesy er konceptet enkelt: Der tilbydes et mindre antal mobilabonnementer med en generøs portion data og fri tale inkluderet i pakken, og der er hverken binding eller gebyrer. De slår sig også op på at det skal være så enkelt som muligt, og i modsætning til Telmore – som også er en del af Nuuday – kan man således ikke tilvælge musik, film eller andre ting.

    Andre selskaber i TDC’s Nuuday-familie

    Udover at tælle en række teleselskaber og internetudbydere, tæller Nuuday-familien også en række andre selskaber som tilbyder andre former for produkter. Dem vil vi kort beskrive herunder.

    Blockbuster: Streamingtjeneste

    De fleste af os kender nok historien om Blockbuster, som man i gamle dage kunne finde på ethvert gadehjørne landet over. Med indtoget af hurtigt internet og streamingtjenester blev det hurtigt svært for Blockbuster at drive en rentabel forretning, og de begyndte hurtigt at lukke tusindvis af butikker på verdensplan i løbet af få år.

    I dag findes Blockbuster stadig som et brand, og hos Nuuday er Blockbuster nu blevet omdannet til en streamingtjeneste hvor du kan leje de nyeste film og serier online.

    NetDesign: IT-systemer til virksomheder

    NetDesign er målrettet erhvervslivet, og tilbyder fremtidssikrede IT-løsninger til virksomheder landet over. Deres forretningsområder inkluderer digital infrastruktur, cybersikkerhed, samarbejds- og kommunikationsløsninger, samt optimering af kundeoplevelsen.

    YouTv: Streamingtjeneste

    YouTv er en online-baseret streamingtjeneste, der giver dig mulighed for at streame dine TV-kanaler helt uden at have adgang til kabel-TV nettet. Du får i stedet kanalerne via en app, og kan således streame dem på alle enheder.

    Herudover kan der tilvælges en række andre streamingtjenester, eksempelvis Viaplay, som så følger med i dit abonnement.

    Ansvarshavende redaktør på Telefakta.dk og - hvis jeg skal sige det selv - lidt af en nørd. Jeg har ekspertviden om bredbånd og telefoni, samt teknologi generelt. Jeg har beskæftiget mig med online medier siden 2014, og har bl.a. uddannet mig til IT-supporter.

    Skriv en kommentar