Er der problemer med internetforbindelsen, og skal du på nettet med din computer? Så kan du dele internet fra din mobil til computeren på bare få sekunder. Det er smart hvis nettet er nede, men har også sine begrænsninger. Se hvordan du deler internet fra både iPhone og Android her, og bliv klogere på mulighederne.

    Internetdeling med iPhone

    Internetdeling på iPhone

    Det er nemt at dele internettet fra en iPhone, og det kan gøres i få trin:

    1. Åbn Indstillinger – tryk på Internetdeling
    2. Ved Andre må deltage skubber du knappen mod højre
    3. Åbn computeren og find listen med trådløse netværk. Vælg mobilens trådløse netværk (navnet er det samme som din iPhone, f.eks. “Thomas iPhone”)
    4. Indtast adgangskoden til mobilens Wi-Fi
    5. Nu er du koblet på internettet via din iPhone.

    Med din iPhone kan du dele internettet via Wi-Fi, Bluetooth eller et USB-kabel. Den nemmeste metode er naturligvis Wi-Fi, da din iPhone så fungerer som en almindelig trådløs router. Med Bluetooth skal du først tilslutte din iPhone til din computer, hvorefter du kan oprette forbindelse til internettet.

    Internetdeling med Android

    Android internetdeling på Pixel smartphone

    Android-telefoner kan selvfølgelig også dele internettet med en computer, hvis det ønskes, og trinene er stort set de samme som på en iPhone:

    1. Stryg nedad fra toppen af skærmen, for at åbne telefonens Kvikmenu
    2. Tryk på Hotspot (NB!: Kan du ikke se Hotspot, skal du nederst til venstre trykke på Rediger og trække hotspot til Kvikmenu
    3. Åbn computeren og find listen med trådløse netværk. Vælg navnet på telefonens Hotspot
    4. Indtast evt. adgangskoden til mobilens Wi-Fi
    5. Nu er du koblet på internettet via din Android mobil.

    Med din Android mobil kan du også dele internettet via Wi-Fi, Bluetooth eller USB. Vær dog opmærksom på at der kan være forskelle på smartphones, alt efter producenten og Android-version. Savner du informationer om internetdeling med Android, kan du finde flere informationer på Googles Android-supportside.

    Hvordan fungerer deling af internet fra mobil til computer?

    Når du deler internetforbindelsen fra mobil til computer, bruges mobilabonnementets data. Din mobil fortsætter med at være koblet på mobilnetværket, men fungerer som trådløs router med 4G eller 5G-teknologi. Hastigheden kan i de fleste tilfælde sidestilles med mobilt bredbånd, så det er faktisk en glimrende måde at teste internethastigheden på din adresse.

    Det er vigtigt at være opmærksom på, at din computer hurtigt kan bruge en stor portion data. YouTube-videoer vises eksempelvis i et større format end det typisk er tilfældet på mobiltelefonen, og mobilabonnementet kan hurtigt løbe tør for data.

    Hvilke mobilabonnementer kan bruges til internetdeling?

    For at du kan dele internet fra mobil til computer (eller tablet), skal din mobil have forbindelse til et mobilt netværk med enten 4G eller 5G. Dækningen skal også være fornuftig, men det er heldigvis tilfældet på næsten alle adresser i landet.

    Du skal ydermere have data inkluderet i dit mobilabonnement, medmindre du ønsker at afregne pr. forbrug. Sidstnævnte kan hurtigt blive meget dyrt, så det frarådes.

    Alle mobilabonnementer kan bruges til internetdeling, men det anbefales at du bruger et mobilabonnement med fri data ved et stort forbrug. Hvis du ofte deler internet fra mobil til computer, kan man hurtigt opbruge en stor mængde data.

    Hvad skal jeg vide, før jeg deler internet fra min mobil?

    Før du deler internet fra din mobil, er det vigtigt at du aktiverer en adgangskode og tjekker mængden af data i dit abonnement. Herunder er en lille huskeliste med ting, du bør vide, før du deler internet fra din mobil:

    • Indstil altid en adgangskode, før du deler internet fra din mobil. På den måde undgår du, at fremmede misbruger mobilens internetforbindelse.
    • Tjek mængden af data i dit mobilabonnement. Det kan gøres på teleselskabets hjemmeside. Dermed undgår du overforbrug og kedelige ekstraregninger.
    • Lav en hastighedstest på din mobil, før du deler internettet. Hvis hastigheden er under 5 Mbit/s, bør du flytte mobilen til en bedre placering.
    • Hvis internetdeling af den ene eller anden grund ikke virker, kan det somme tider hjælpe at genstarte mobil og computer. Prøv også at tilslutte via én af de andre muligheder, f.eks. Bluetooth eller USB-kabel.
    • Deler du internet fra din mobil i et andet EU-land, har du ofte en begrænset mængde data til rådighed. Husk derfor at tjekke mængden af EU-data i dit mobilabonnement, før du deler internetforbindelsen med din computer.

    Ansvarshavende redaktør på Telefakta.dk og - hvis jeg skal sige det selv - lidt af en nørd. Jeg har ekspertviden om bredbånd og telefoni, samt teknologi generelt. Jeg har beskæftiget mig med online medier siden 2014, og har bl.a. uddannet mig til IT-supporter.

    Skriv en kommentar