Siden indeholder annoncelinks. Når du køber via links på denne side, kan vi modtage kommission. Læs mere

    Du har sikkert hørt om cookies, når du surfer på nettet. Men har du nogensinde tænkt over, hvad de bruges til, og hvorfor de er vigtige for hjemmesider og deres besøgende? Bliv klogere på cookies her.

    Hvad er cookies?

    Cookies er små tekstfiler, som gemmes på din computer når du besøger forskellige hjemmesider. De tjener flere vigtige formål, som de færreste tænker over når de surfer på nettet. Cookies bruges eksempelvis i netbutikker, så din kurv bliver “husket” mens du surfer rundt i shoppen, eller af nyhedsmedier til at undersøge hvilke artikler der er mest populære.

    Cookies kan opdeles i fire forskellige kategorier, alt efter hvilket formål de tjener: Tekniske cookies, som er nødvendige for at hjemmesiden fungerer. Funktionelle cookies, som forbedrer din brugeroplevelse på en hjemmeside. Statistik-cookies, som måler hvordan du bruger hjemmesiden. Og slutteligt har vi marketing-cookies, som bruges til at vise målrettede reklamer.

    De små tekstfiler gemmes på din computer og opdateres automatisk når du genbesøger en hjemmeside. Cookies har også en udløbsdato, og de bliver automatisk slettet herefter. Lovgivningen siger at cookies bør slettes senest efter 12 måneder, men nogle gemmes i længere tid. Dette afhænger af den specifikke cookie samt anvendelsesformål.

    Hvad bruges cookies til?

    Cookies bruges flittigt overalt på nettet. Deres primære anvendelsesformål er at huske visse informationer om dig, så du nemmere kan færdes på nettet.

    Når du slipper for at logge ind hver gang, er det fordi hjemmesiden har gemt en cookie i din browser. Hjemmesiden genkender altså din browser og computer på grund af den lille tekstfil, og dine login-oplysninger kan automatisk udfyldes.

    Når du vises relevante produkter, skyldes det at netbutikken har gemt en cookie i din browser – og bruger den til at “lære” dine vaner at kende. Måske har du også bemærket, at varer bliver liggende i netbutikkens kurv, når du kommer tilbage dagen efter? Det skyldes også brugen af cookies.

    Hjemmesider bruger også cookies til statistik, så de kan tælle antallet af besøgende. Dette er vigtigt for at folkene bag hjemmesiden kan forstå brugerne, og dermed lære hvad der skal forbedres i fremtiden.

    Endelig bruges cookies også til markedsføring. Dette ses eksempelvis når du besøger en bestemt webshop, hvorefter deres reklamer vises når du besøger andre hjemmesider. Dette kaldes også målrettede reklamer, da de er tilpasses dine personlige vaner.

    Hvilke typer cookies findes der?

    Der findes forskellige slags cookies til forskellige formål, og nogen er vigtigere end andre. Visse cookies er essentielle for at hjemmesider kan fungere, mens andre bruges til målrettede reklamer.

    Tekniske/nødvendige cookies

    Cookies i denne kategori er nødvendige, for at hjemmesider kan fungere korrekt. Et eksempel på en teknisk/nødvendig cookie findes når vi besøger en webshop, og lægger en vare i kurven. Uden cookies ville varen forsvinde ud af kurven, hver gang du klikker til en anden side.

    Det samme gælder for hjemmesider, hvor login er påkrævet. Uden cookies ville du blive nødt til at logge ind hver gang du klikker til en ny side.

    Tekniske cookies er altså en nødvendighed, og disse behøver ejerne af hjemmesiderne ikke at informere dig om.

    Funktionelle/personlige cookies

    Funktionelle cookies bliver også kaldt personlige cookies, da de bruges til at skabe en personlig oplevelse på hjemmesider.

    Hvis du eksempelvis besøger en stor webshop, men kun kigger på fladskærme, kan webshoppen bruge denne type cookie til at vise dig tilbud på fladskærme.

    Funktionelle cookies bruges også til at huske hvilket sprog, du har valgt, så du altid vises din foretrukne version af hjemmesiden.

    Denne type cookies kræver dit samtykke, før de må placeres på din computer. Hvis du afslår, får du typisk en mindre personlig brugeroplevelse på hjemmesiden.

    Statistik-cookies

    Ejerne af hjemmesider bruger statistik-cookies til at forstå, hvordan deres brugere anvender siden. Statistik-cookies bruges eksempelvis til at måle hvor længe du er på en specifik hjemmeside, samt hvilke sider du besøger. Der kan også gemmes informationer om din computer, tablet eller mobil, hvilket giver hjemmeside-ejerne en bedre forståelse for deres målgruppe.

    For at statistik-cookies kan anvendes, kræves der samtykke fra den besøgende. Du skal altså aktivt give lov til, at denne type cookie må gemmes i din browser. Hvis du siger nej til statistik-cookies, har det ingen direkte indflydelse på din brugeroplevelse.

    Marketing-cookies

    Som navnet antyder, bruges marketing-cookies udelukkende til reklamer. Det fungerer ved at din færden registreres, hvorefter du får vist målrettede reklamer. Hvis du eksempelvis har kigget på en ny bil på Toyotas hjemmeside, og de har gemt en cookie i din browser, kan det være at du får vist reklamer for Toyota i fremtiden.

    Mange hjemmesider, inklusiv denne, er helt eller delvist finansieret af reklamer. Selvom marketing-cookies er irriterende for nogle, er de i høj grad med til at forsyne internettet med gratis viden og information.

    I nogle tilfælde kan du også få marketing-cookies, som ikke ejes af hjemmesiden selv. Disse kaldes for tredjepartscookies, da andre virksomheder tjener penge på disse.

    Det kræver også samtykke, før hjemmesiden må anvende marketing-cookies. Det har ingen direkte indflydelse på din brugeroplevelse, hvis du siger nej til marketing-cookies.

    Hvad er forskellen på førsteparts- og tredjepartscookies?

    Det er ikke alle cookies, der kommer fra hjemmesiden du besøger. Nogle cookies går også under navnet tredjepartscookies, fordi de sættes af andre. Ofte er der tale om marketing-cookies, men det kan også være statistik-cookies.

    Førstepartscookies sættes af hjemmesiden selv

    Når du besøger en bestemt hjemmeside, får du typisk flere cookies fra selve hjemmesiden. Det kan være cookies, som husker dine login-informationer eller cookies, som husker dine personlige præferencer på hjemmesiden. Disse kaldes for førstepartscookies, da de kommer direkte fra hjemmesiden.

    Tredjepartscookies sættes af andre

    Mange hjemmesider har givet tredjeparter lov til at gemme cookies i din browser. Dette ses eksempelvis når du læser om en rejse til Paris på en hjemmeside, hvorefter du vises reklamer for Paris-rejser på andre hjemmesider. Dette kan eksempelvis være på Facebook, men også på YouTube og nyhedsmedier.

    De fleste hjemmesider bruger også tredjepartscookies til måling af trafik, da det ofte sker via en ekstern platform. Det er altså nødvendigt at placere en tredjepartscookie på din computer, for at den eksterne platform kan måle trafikken.

    Hvilke informationer kan cookies gemme om dig?

    Cookies kan ikke gemme specifikke informationer om dig, men de kan bruges til at indhente personlige informationer om dig.

    Når en hjemmeside gemmer en cookie på din computer, tablet eller mobil, indeholder den typisk et unikt ID-nummer. Ud fra dette ID-nummer bliver hjemmesiden i stand til at huske dig, næste gang du besøger den fra samme browser.

    Hvis du eksempelvis bruger Google Chrome og logger ind på Facebook for første gang, kan Facebook gemme en cookie i Google Chrome. Næste gang, du besøger Facebook via Google Chrome, vil Google Chrome sende den gemte cookie til Facebook – hvorefter du automatisk logges ind.

    Cookies kan ikke scanne din computer for personlige oplysninger, og de åbnes/redigeres udelukkende af din browser.

    Hvordan kan man blokere og slette cookies?

    Det er muligt at blokere og slette cookies i alle browsere på tværs af computere, tablets og mobiltelefoner. Du behøver ikke et specielt program for at blokere eller slette cookies.

    Du skal være opmærksom på at hvis du vælger at blokere alle cookies, kan du miste adgangen til bestemte hjemmesider. Nogle hjemmesider kan nemlig ikke fungere uden cookies, og derfor bør du overveje en farbar mellemvej. Gør det eksempelvis til en vane at slette cookies regelmæssigt, eller opret separate brugerkonti til hvert medlem af husstanden – på den måde risikerer I ikke at cookies blandes sammen, og alle kan have deres egen profil.

    Thomas er ansvarshavende redaktør på Telefakta.dk. Han har bredt kendskab til bredbånd og telefoni, men også teknologi generelt. Han har udviklet og drevet online medier siden 2012, og har blandt andet uddannet sig til IT-supporter. Interessen for IT har eksisteret siden han fik sin første computer i 1999.

    Skriv en kommentar