Hvis du hører til en af de generationer, som ikke er vokset op med Google-søgninger, kan det være svært at udnytte den altomfattende søgemaskine optimalt.
Søgemaskinen Google er kilden til næsten alt indhold på internettet, og det er således her de fleste starter når de skal finde informationer eller ny viden.
I denne guide får du gode råd til hvordan du nemmest finder hvad du søger.
Vær specifik og få det bedste resultat
Det kan være svært at finde præcist hvad man søger efter, hvis ikke man er meget specifik i sit ordvalg.
Herunder er en række tænkte eksempler, hvor du ser hvordan søgningen med få ændringer kan forbedres markant:
Opskrift på fødselsdagsboller
Når du vil finde en opskrift på lækre fødselsdagsboller, skal du huske at overveje hvad du ønsker. Ønsker du at bage små fødselsdagsboller? Skal de være ekstra luftige? Skal de være grove?
Lad os sige du ønsker grove fødselsdagsboller. Søg efter:
Grove fødselsdagsboller
Eller prøv evt.:
Fødselsdagsboller fuldkorn
Du kunne måske også have lyst til ekstra luftige fødselsdagsboller? Prøv at søge efter:
Luftige fødselsdagsboller
Ovenstående er alle specifikke og mere beskrivende søgeord, som hjælper søgemaskinen med at forstå dine behov.
Find den bedste mobiltelefon
At finde det bedste produkt indenfor en specifik kategori kan være svært, men det er ikke umuligt. Det kræver bare at du forstår dine behov.
En søgning på ordet “mobiltelefon” giver dig helt sikkert ikke de rigtige resultater, og du kommer til at spilde meget tid på at gennemgå søgeresultaterne. Prøv derfor at være mere specifik, når du søger.
Prøv i stedet at søge efter bedste mobiltelefon til ældre:
Bedste ældrevenlige mobiltelefon
Eller måske skal det være en mobiltelefon i et bestemt mærke?
Bedste Samsung mobiltelefon
Det kunne også være du ønsker en mobiltelefon med større skærm:
Bedste mobiltelefon med stor skærm
Ovenstående er eksempler på mere specifikke søgninger, som hjælper dig tættere på målet.
Find en håndværker
Googles søgemaskine er også særdeles nyttig, hvis du skal finde en håndværker til en mindre eller større byggeopgave.
Her kan det dog godt betale sig at være meget specifik, da det er meget forskelligt fra håndværker til håndværker hvad deres kompetencer er.
Hvis du eksempelvis skal finde en tømrer til en opgave, er det sjældent tilstrækkeligt bare at søge på “tømrer”. Her kan du eksempelvis søge på “tømrer [opgave] [bynavn]”.
Det kan være du skal have lagt nyt gulv, og bor i Aarhus. Du kan således med fordel søge på tømrer nyt gulv Aarhus:
Tømrer nyt gulv Aarhus
På den måde finder du den rette håndværker til en specifik opgave i din by.
Bor du i en lille by, kan det måske være en idé at udskifte bynavnet med regionens navn – f.eks. Midtjylland eller Nordsjælland. Det giver dig med sikkerhed flere matchende søgeresultater.
Løs et problem
Måske har du en plet på et stykke tøj, som du gerne vil have fjernet. Det kan også være at vinduerne skal poleres, men du er i tvivl om den bedste metode?
Google kender ofte svaret, og med en søgning kan du nemt finde mange gode bud til løsning af dit problem.
Prøv eksempelvis at søge på:
Bedste metode til pudsning af vinduer
Fjern rødvinsplet fra bomuld
Få sprøde svær på flæskestegen
Vedligeholdelse af mountainbike
Altsammen vil give dig masser af gode metoder og svar, som kan afhjælpe specifikke problemer.
Husk kildekritikken
Internettet er et slaraffenland af informationer, men det er desværre også et slaraffenland for amatører og tvivlsomme foretagender. Husk derfor altid at undersøge afsenderen af forskellige budskaber, før du tager det for gode ord.
Ofte vil du allerede i søgeresultaterne kunne udpege de reelle hjemmesider, da navnet er velkendt og beskrivelsen præcis og velformuleret.
Hvis du støder på søgeresultaterne som er SKREVET MED STORE ORD og blandt andet bruger emojis for at tiltrække din opmærksomhed, er der risiko for at afsenderen har en anden dagsorden end blot at hjælpe dig.
- Du kan ofte finde ud af om en hjemmeside er troværdig, hvis du tjekker Trustpilot-anmeldelser.
- Tjek også om de er aktive på de sociale medier som Facebook, Instagram og lignende.
- Undersøg om der er angivet adresse og CVR-nummer på hjemmesiden, samt synlige kontaktoplysninger. Tjek også om de stemmer overens med registret.